PROFIL/ BAGGRUND

Årlige opdateringer se >> her.

Jeg er opvokset på Antvorskov Højskole ved Slagelse som barn af forstanderparret Inge og Erik B. Nissen i en søskendeflok på 5. Et levende, grundtvigsk højskolemiljø med elever fra hele landet og i tæt kontakt med det stærke grundtvigske miljø på Vestsjælland. 
Jeg gik i skole i Landsgrav Friskole, der dengang havde 24 elever fordelt på to klasser. Kom i mellemskolen på Slagelse Gymnasium, hvorfra jeg i 1964 blev matematisk student. 
I mit første universitetsår 1964 fulgte jeg på Københavns Universitet undervisning i historie, latin, økonomi og filosofi (det var inden adgangsbegrænsningen satte en stopper for den slags) og året efter begyndte jeg på det nyoprettede samfundsfagsstudium, som jeg afsluttede i 1972. Jeg kom ind i studenterrådsarbejdet i 1965 og var formand for Studenterrådet i året 1967-68 hvor der blev vendt op og ned på alting. En fantastisk tid, hvor alle grænser og sædvaner blev brudt, inden det hele frøs til i dogmatisme og snæversyn (se fortælling fra 40 årsjubilæet for "studenteroprøret" >> her) .

I 1969 vendte jeg tilbage til studierne og blev samtidig – under megen modstand fra studienævnets B-side - undervisningsassistent i international politik. Jeg skrev speciale om dansk u-landsbistand og blev direkte fra eksamensbordet i 1972 ansat som adjunkt på >> Institut for Statskundskab. Ja – dengang blev snoren ikke holdt højt. Parallelt med undervisning og forskning i international politik supplerede jeg uddannelsen med jurastudier i København og nogle tillægseksamener i Århus og blev i 1975 scient.pol. Året efter ”bestod” jeg lektorbedømmelsen. I den periode (fra 1975 til 1984) var jeg sammen Jimmy Stahr pædagogisk redaktør af en skolebogsserie til samtidsorientering for folkeskolens 8.-9. klasse for det hedengangne Gjellerups Forlag og begyndte at holde foredrag og arrangere kurser i mange forskellige sammenhænge. 
Universitetsmiljøet var i de år ikke det mest frugtbare sted at være, så da Holger Lavesen, dep.ch. i >> Miljøministeriet inviterede mig til frokost og spurgte om jeg havde lyst til at arbejde i ministeriet, sagde jeg – ganske vist noget tøvende – ja til et halvt års gæsteophold, som kom til at vare i fire år. I den sidste del af den periode blev jeg som ministeriets repræsentant involveret i arbejdet i ”Plan-informationsudvalget” i Budgetdepartementet, og det førte til fire spændende års ansættelse i >> Finansministeriet, det eneste sted i centraladministrationen, hvor en ”budgetforbedring” betyder en besparelse! 
Fra 1969 til 1981 boede jeg med min svenske hustru og vores efterhånden 3 børn i Malmö og sejlede hver dag frem og tilbage over Øresund. De 12 år som delvis udenlandsdansker har sat sig uudslettelige spor. Både ved at kunne opleve Danmark udefra og i forståelsen af, hvad det betyder at være en national minoritet med et halvt sprog. Hjemkomsten i 1981 førte til mere end én omvæltning. Vi flyttede ind i landets første bofællesskab, Sættedammen ved Hillerød med ca. 130 voksne og børn. Det var som at komme tilbage til højskolemiljøet, men præget af en pionerånd, som man skal have oplevet for at forstå den. Jeg forlod centraladministrationen og blev administrator ved Nationalmuseet i den spændende periode med ombygningen af museet og fornyelsen af museets formidlingsarbejde. Og så blev jeg skilt og et par år efter gift igen med min nuværende kone, >> Mai Buch. Én omvæltning kommer i sådanne sammenhænge sjældent alene.

Med ansættelsen på >> Nationalmuseet og senere >> Rigshospitalet og >> DR forlod jeg det centraladministrative miljø og kom i årene 1985 - 2004 til tre centrale, nationale institutioner, der hver inden for sit felt var og stadig er førende i landet. Institutioner med stærke, selvbevidste faglige professions-kulturer. Organisationskulturer jeg lærte at både elske og respektere, selvom det omstillingsarbejde, jeg fik ansvaret for af og til kom på kollisionskurs med de fagprofessionelles opfattelse af, hvordan tingene skulle udvikle sig – eller måske snarere forblive. 
Samvirket og spændingsfeltet mellem på den ene side de fagprofessionelle kulturer (arkæologer, læger, sygeplejersker og journalister osv.) med deres engagement, professionalisme og derfor også nogle gange enøjethed og på den anden side ledelseskulturen, der med nogen ret ofte opfattes som en overfladisk generaliserende forandringsmani, har i alle årene optaget mig meget. Det er en helt central brudflade eller krumtap i al organisationsudvikling og virksomhedsledelse - offentlig såvel som privat. Det har jeg >> skrevet om, lavet kurser og holdt >> foredrag om på utallige konferencer og ledelseskurser. Fra 2005 har jeg som adjungeret professor på CBS (Copenhagen Business School) fået nye muligheder for at arbejde med den interesse, som sammen med kulturpolitik og medier i årenes løb er blevet podet ind på mine rødder fra folkehøjskolen.

“Cloud links” klik >> her