Feltbesøg med CARE i Nepal nov. 2006

Feltbesøg med CARE i Nepal nov. 2006

Status 2006

Det seneste år har til fulde levet op til mit ønske om at være frigjort for tyngende pligter og håbet om at kunne hellige mig en stadig bredere vifte af nye og gamle interesser. De ca. 50 foredrag jeg har holdt over hele landet har emnemæssigt drejet sig om medier og kulturpolitik, udvikling i kommunerne efter strukturreformen og ledelsesarbejdet inden for undervisningssektoren og på kulturinstitutioner. Det har også bragt mig til Belgien, Moldova, Norge, Slovenien, Finland, Italien og Grønland som foredragsholder på diverse konferencer og workshops.

I foråret færdiggjorde jeg for EBU (Den europæiske Radiounion) redigeringen af en antologi (“Making a Difference. Public Service Broadcasting in the European Media Landscape”) med 16 bidrag om udviklingslinierne i europæisk public service radiofoni. Bogen har forord af Václav Havel og er udgivet på engelsk og fransk af John Libbey Publishing.  For dagbladet Information skriver jeg en månedlig kommentar (klik her) om medier.

Inden nytår skal jeg aflevere manuskript til en bog om mine 10 år i DR. En venlig beretning om mod- og medgange i mit arbejde i Danmarks vigtigste kulturinstitution. Bogen udkommer i foråret 2007. Siden jeg i 2004 skrev min lille beretning om landsbyen Lund på Stevns, om dens 50 huse og de mennesker, der har boet i dem, har jeg fået mange kommentarer, bidrag og protester fra hele landet. Her i efteråret har skrevet en ny version, som er lagt ud "på nettet" til fri benyttelse.

For Økonomi- og erhvervsministeriet gennemførte jeg i løbet af sommeren en evaluering af ministeriets udviklingsenhed, Mindlab, og deltog efterfølgende i et møde i Warszawa, hvor resultatet blev præsenteret for en EU workshop.  Som formand for akkrediteringspanelet deltog jeg i det fortsatte arbejde med akkrediteringen af centre for videregående uddannelser (CVU) til University Colleges for Danmarks Evaluerings Institut, EVA.

To nye arbejdsopgaver bragte mig tilbage til gamle interesseområder. Det ene er universitetsområdet, som jeg nu kan følge igen fra en bestyrelsesplads i Roskilde Universitetscenter. Det andet er bistandspolitikken, som var et af mine hovedemner i universitetstiden. Den interesse har jeg kunnet genoptage i mit bestyrelsesarbejde i CARE Danmark. Et af årets højdepunkter i den forbindelse var, at jeg i november i forbindelse med deltagelsen i CARE International’s generalforsamling i Chennai i Indien fik mulighed for at besøge Nepal, hvor CARE i en længere årrække har haft en række bistandsprojekter, bl.a. inden for skovbrug, landbrugsreformer og micro-banking.

Alt i alt har jeg således haft rigeligt at gøre. Vigtigere for mig har det været, at jeg gennem de mange opgaver har fået mulighed for at møde en masse spændende mennesker, alle engagerede i opgaver jeg synes er vigtige for den verden, vi lever i. 

Retur til forside klik