Empty hands! Med CARE i Tanzania September 2012

Empty hands!
Med CARE i Tanzania September 2012

Status 2012

 

En af mange positive sider ved mit arbejde som ”alt-mulig-mand” er, at der ofte dukker opgaver op fra de mest uventede kanter. For blot at nævne to i det forgangne år. Testrup Højskoles elevforening fejrede i år 100 års jubilæum og har i den anledning udgivet en bog (se >> her). Til den blev jeg bedt om at bidrage – og gjorde det med afsæt i Grundtvigs sang fra 1848 ”Folkeligt skal alt nu være”. En tour de force gennem halvandet håndrede års Danmarks historie – og et stykke ind i en usikker fremtid. Den anden uventede opgave var en udredning for Nordisk Ministerråd om, hvad der i digitaliseringens perspektiv kan gøres for at få nordboerne til i højere grad at bruge ”nabolandskulturen” (se >> her). Begge opgaver var kærkomne anledninger til at gå uden for mine vante græsgange.

På de mere veltrådte stier har jeg ved siden af bestyrelsesarbejdet på RUC og Filminstituttet færdiggjort bidrag til to engelske antologier om public service medier, som udkommer i løbet af 2013. I samme boldgade ligger det fortsatte arbejde som ”editorial commissioner” for det store projekt for Open Society- / Soros Foundations, hvor vi nu er ved at have afsluttet rapportserien om ” Mapping Digital Media Journalism, Democracy and Values” (se >> her) dækkende ca. 60 lande på alle kontinenter. Og så strækker min beskedenhed sig ikke til at undlade en omtale af modtagelsen af "The 2012 emma award - in Recognition of a Lifetime's Commitment to Media Management and Education" ved European Media Management Education Association's konference i Budapest, februar 2012 (se >> her). 

SLIP-projektet (Strategic Leadership in the Public Sector/Fremtidens offentlige lederskab, se >> her) på CBS/CVL er vi nu ca. halvvejs igennem den del af programmet, der blev udbudt af Finansministeriet. Nye delprojekter med tilhørende ekstra finansiering er i mellemtiden lagt oven i og det tegner alt i alt til at blive en spændende og kontroversiel belysning af den offentlige sektors styrings- og ledelsesudfordringer. 

CARE fronten er der også nyt. Jeg deltog i CARE Internationals bestyrelsesmøde i Thailand i november, hvor der blev truffet beslutning om at igangsætte en gennemgribende omkalfatring af organisationen i en mere føderal retning. Hele dette vanskelige organisatoriske arbejde kom uvægerligt til at stå i et lidt verdensfjernt lys, når man møder den barske virkelighed, som jeg fik lejlighed til ved en række besøg af CARE Danmark projekter under rejser i efteråret til Tanzania, Kenya og Mozambique. Det viste med al tydelighed, hvor stort brug der er for CARE’s indsats, - og at det nytter. 

I det hjemlige fejrede Mai og jeg i år sølvbryllup med hornmusik, venner og familie i haven kl. syv og alt, hvad der hører sig til. Her ved juletid venter vi så vores ottende barnebarn. På den front er ”stordrift” nu ikke så galt. 
Alt i alt et dejligt år med masser af udfordrende oplevelser og mange mennesker at takke for, at jeg har fået lov til at være med.